Overbetjent Ejner Lundstrøms beretning

Danske modstandfolk bag jerntæppet (Uddrag).

En rutebil fyldt med frihedskæmpere på vej efter en stikker.

I Klintholm havn møder de en flodpram med 500 ulykkelige koncentrationslejrfanger For den hjælp, som danskerne ydede polakkerne i Klintholm, modtog de en indbydelse fra den polske stat.

 Beretningen om redningsaktionen og om besøget bag jerntæppet givet af overbetjent Ejner Lundstrøm, Sorø.

Den 5. maj 1945, Danmarks befrielsesdag fra fem års tysk tvang. Det er tidlig morgen, men overalt hersker der febrilsk aktivitet. Modstandsbevægelsen er mobiliseret, opgørets time er kommer, selvstændigheden skal genvindes, og det skal helst ske uden alt for megen udgydelse af blod.

Denne morgen kørte en rutebil med 13 modstandsfolk hen over Møn på vej til Klintholm. Deres leder, politibetjent Ejner Lundstrøm, havde modtaget ordre til at hente en kvindelig stikker, der havde været skyld i en mands død. I Klintholm fortalte hendes forældre, at hun var taget til Klintholm havn. Man kørte videre mod havnen. Undervejs blev bilen standset af ophidsede mennesker, der råbte, at frihedskæmperne endelig ikke måtte tage til havnen. Det vrimlede med tyske SS-soldater. Der var netop kommet en pram ind fyldt med dem. Desuden lå der en del tyskere på hotellet, og de havde endnu ikke modtaget kapitulationsordre. Rutebilen fortsatte mod havnen. Ved kajen lå ganske rigtigt en slæbebåd forspændt en overbygget flodpram. Den eftersøgte kvinde var ikke ved havnen, men det blev oplyst, at hun havde søgt tilflugt på hotellet hos tyskerne. Sammen med en fisker fra Torped gik Lundstrøm ind til tyskerne. Fiskeren meldte sig frivilligt til det vovelig forehavende, at spadsere lige i løvens gab aldeles våbenløs. Da de to frihedskæmpere kom ind på hotellet, talte de med chefen, en kaptajn. Han spurgte, hvad det var for skilte de gik med om halsen. Der stod MB for modstandsbevægelsen. Af en eller anden grund havde frihedskæmperne ikke fået armbind udleveret. Tyskeren fik forklaringen, men nægtede at udlevere kvinden.

 På havets Bund

 Derimod oplyste han, at prammen ved havnen var fyldt med russiske og polske koncentrationslejrfanger. Deres SS-vogtere havde taget dem med fra lejrene efterhånden som de russiske tropper rykkede frem. Omkring prammen var der fastgjort miner, der ville eksplodere ved et tryk på en knap fra slæbebåden. Fangerne skulle have været sendt på havets bund ligesom så mange andre var blevet det. Man forsøgte i sidste øjeblik at skjule en lillebitte del af den skændsel, som tyskerne havde påført sig selv i de besatte lande. Det tjener til den tyske skibsførers ros, at han undlod den modbydelige handling. Lundstrøm indhentede omgående tilladelse til at forpleje fangerne med brød og frisk vand, og denne tilladelse fik han. Beboerne blev opfordret til at komme med alt det brød de havde, og kort tid efter løb de første ned mod prammen med favnen fuld.

 Forfærdende rædsel

 Den første der var ombord på prammen, var daværende journalist ved Møns Dagblad, Gert Munch, senere Folketidene Ringsted, nu Politiken. Et ubeskriveligt syn mødte ham. Over 500 mennesker havde i en uge været indespærret i lastrummet. Der havde været 800, men de 300 var omkommet. Fra de sultne og udmattede mennesker strålede en forfærdende rædsel. I over en uge havde de opholdt sig i rummet, de sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De mange ulykkelige mennesker havde været henvist til at benytte selve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

 Blev i fremmed jord

 Læge Fenger fra Borre blev tilkaldt, og kort tid efter kom læge Mortensen og hans hustru fra Stege. De udførte et strålende arbejde og reddede ganske sikkert mange liv.

 Den lokale modstandsbevægelse var i mellemtiden kommet til, og under ledelse af Baron Rosenkrantz fra Liselund blev tyskerne smidt ud af hotellet, der blev belagt med fangerne i stedet. Offerviljen var stor overfor de ulykkelige, men mange døde alligevel af deres lidelser. De blev i fremmed jord, begrædt af deres kære. De fleste af de fem hundrede vendte dog hjem. En dag var de væk.

 Indbydelse og afrejse.

 Og så gik årene, og så mange andre ting kom til, overskyggede begivenhederne ved Klintholm havn. Lidt efter lidt stod de som minder om en uhyggelig tid for de mennesker, der hjalp. De regnede ikke med nogensinde at høre fra polakkerne eller russerne. En dag stod der imidlertid i BT en efterlysning af hjælperne fra Klintholm. Dansk-Polsk forening formidlede kontakten, og snart efter kom der en indbydelse fra den polske stat. Man ville gerne invitere seks af hjælperne på besøg i Polen. Læge Fenger, Baron Rosenkrantz, redaktør Munch, bogholder Bruno Christensen, der var leder af modstandsbevægelsen på Møn, og overbetjent Lundstrøm, Sorø, modtog indbydelsen, og den 19. juli 1960 drog de i tog til Warszawa over Berlin og Poznan. De blev modtaget af repræsentanter for statsledelsen og installeret på et fornemt hotel. 

Kilde: Johannes Lundstrøm.

 Se Billeder fra Prammen ,  Tilbage til historien om "Prammen"

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.09 | 12:49

Hej Ove . Fin side du har . Ved du hvor man kan finde så meget info som muligt om D-2500 da jeg vil bygge en i målestok 1:32 .... hilsen Niels .....

...
12.07 | 12:52

ich brauche ein Ersatzteil für 1030 Schneidwerk (4,3 m ) das Messerantriebsgetriebe ist Verzahnung kaput entweder Welle und hebel od komplett bitte dringend

...
08.02 | 14:55

Hej Niels Jensen
har desværre ingen bytter af dem kun i samlingen

...
02.02 | 16:21

Jeg mangler billed og brochurer over den første selvkørende Dronningborg SÆKKE maskine, kan man hjælpe mig med det?
VH. Niels Jensen

...
Du kan lide denne side