Ernst Hansens Dagbog

Ernst Hansens dagbog

Det var politibetjent Lundstrøm, der boede på Ulvshalegård, som la­vede gruppen sammen med Tage Christensen.

Det blev:

 Villy Jakobsen

Karl Christiansen

Frede Nielsen

Anders Hansen

Tage Christensen - gruppefører

Ernst Hansen

 Vi var altså 6 mand.

Siden kom der 2 mand til, som havde været marinere, men var rømmet fra deres skib den 29. august 1944. De tog ophold på Ulvshalegård som skovarbejdere for at gemme sig. De hed Knudsen og Olsen, så vi blev i alt 8.

Vi blev enige om at være forsigtige, for tyskerne var rå og brutale, og blev vi opdaget, var det skydning eller mishandling. Det var først i april, og der gik en 14 dages tid, hvor vi intet hørte.

Så en dag kom Tage til mig og sagde, vi får våben en af dagene, så nu er det alvor. Et par dage efter, jeg husker det tydeligt, jeg stod ude i haven, da der kom kørende en lastvogn ført af bybud Hansen, søn af Aksel, samt en bevæbnet politi-betjent. De holdt ved Svend Billes sommerhus, hvor det var meningen våben og ammunition opbevaredes foreløbig.

Da de havde losset af, spiste de frokost ved vognen, hvad der var meget modigt gjort. De havde kørt hele formiddagen på Østmøn til andre grupper, og det gik altså godt. Vi skulle stadig være forsigtige, og Inger og jeg havde været i forhør af tyskerne fra Kolonien. De var to og hed Frichs og Asmussen. Det var en kone herude, som havde anmeldt os, men vi slap med skrækken, for de troede ikke på konen; hun var en sort so, sagde de, og de gik deres vej uden at anmelde os. De glemte deres bøsse, som jeg gik ud med til dem.

Foto af Billes sommerhus, Sandvejen 13, Ulvshale. venligst stillet til rådighed af Hans Frederik Carøe. Kilde: Johannes Lundstrøm.

Vi fik nu lidt undervisning i våbenbrug af Tage. Det skete om natten og for lukkede døre. Vi gjorde geværer rene og forskellige andre ting.

Våbnene var kastet ned med faldskærm i Sydsjælland og kørt over broen i halmlæs og brændelæs og på alle tænkelige måder. Der var 7 rifler, 1 maskinpistol, 1 amerikansk karabin, 1 maskin-gevær, bajonetter, 2 sække ammunition.

Da vi havde fået lidt øvelse i at bruge det, blev det pakket sammen og lagt op på loftet, og alt var i det uvisse.

Dagen efter kom der to tyskere og noterede sommerhusene op. De skulle bruges til tyske flygtninge, hvis det blev nød-vendigt. Tyskerne var nu på vild flugt over den danske grænse, og vi følte alle, at krigens afslutning var nær, hvad vi alle glædede os over efter den lange besættelse, som var en mørk og trist tid, som ikke kan beskrives.

Vi blev nu bange for at blive opdaget, da det så hurtigt var ude med os. Jeg gik til Tage og satte ham ind i forholdene angående tyskernes besøg. Vi blev nu enige om at grave våbnene ned i Billes garage. Vi tømrede en kasse sammen til våben og ammunition, og jeg gravede et hul inde i garagen ved højlys dag, så ingen anede noget om det. Vi dækkede hullet til igen og satte en ny lås i porten.

Nogle dage efter kom den store dag, som ingen af os glem-mer. Tyskerne kapitulerede. Tyskland var slået. Jeg sad og hørte radioen, da det blev bekendtgjort.

Jeg tog straks mit tøj på for at gå hen til Tage.

Da jeg kom, havde han allerede pr. telefon fået besked at gruppen skulle samles og måtte ikke forlade hotellet. Det blev en herlig aften. Radioen meldte stadig nyheder og gode danske sange blev spillet.

Vi var nu blevet 8 mand der var ankommet. De to marinere, som havde boet på Ulvshalegård som skovarbejdere, de var flygtet fra deres skib den 29. august, da tyskerne tog hele magten og bombede flåden. For størsteparten blev den sænket af vore egne folk. Det viste sig, at vi fik en stor hjælp af disse soldater. Der var i øvrigt en mand på hotellet, som jeg ikke husker navnet på. Han boede ellers i et sommerhus herude. Han var også i frihedsbevægelsen og havde en skarpladt revolver hos sig. Han fik nu at vide, at vi var en gruppe, der var ved at samles.

Vi var nu kommet alle sammen og vi fik en dejlig aften sammen, som jeg nævnte før. Vi blev beværtet på det bedste og en uhyre spænding hvilede over det hele. Vi vidste jo vi skulle ud næste dag. Vi sov der om natten, men kun lidt.

Det blev morgen og vi spiste frokost, og endelig ringede telefonen. Det var ordre fra baron Rosenkrantz, som altså var vores delingsfører.

Frihedskæmperne bliver afhentet af en lastvogn, og turen går til Liselund, hvor alle grupperne skal samles.

Vi gik nu ned ved stranden for at holde en øvelse med skarpskydning inden vi kørte, og her blev marinerne os til stor nytte med vore våben. Imidlertid kom Carøes lastvogn, og vi tog afsked med vor familie, og så gik ’toget’ øster på. Det var chauffør Hugo, som førte vognen. Den var pyntet med danne-brogsflag, hvad der yderligere gav spændte forhold.

Vi kom nu til Keldby, hvor en anden gruppe skulle med, og videre gik det til Liselunds ejendommelige gård, og her var andre grupper allerede samlet, så vi blev efterhånden 100 mand.

Her kom skydningen atter i gang med alt slags våben, men desværre var det ved at koste menneskeliv. To geværer gik af i utide, så kuglerne peb os om ørerne.

Fra nu af kom det mest spændende. Der blev ringet fra Klintholm havn at en masse tyske flygtninge var gået i land, og ligeledes mange fuldt bevæbnede soldater og SS folk.

Vores befalingsmænd holdt nu møde sammen med gruppe-førerne.

Samtidig blev der afsendt ordonnanser til havnen, som kørte med stærk fart på motorcykel for at udspionere fjenden.

Stadig indløb nye meldinger det ene værre end det andet. Der blev sagt, at Tyskerne med revolver tiltvang sig adgang til hu-sene for at få mad, og at andre var på vej til Magleby.

Det første var rigtigt.

Nu kom en ny melding; der er lige indkommet en stor flod-pram med fanger fra koncentrationslejren Stutthof, som viste sig at være rigtig og jeg skal senere fortælle om disse ulykkelige mennesker, som var ombord i skuden. 

Prammen, der er ca. 60m lang, bag bugserbåden Danzig i Klintholm havn. Foto taget af engelsk soldat maj 1945. Kilde: Johannes Lundstrøm, som oplyser, at det originale billede forefindes på Imperial War Museum i London.

Der blev stadig meldt om flygtningeskibe som ankom til hav-nen.

Vi ventede stadigvæk på gården, mens vore ledere holdt møde, og endelig kom baron Rosenkrantz og holdt en tale til os, hvor han blandt andet sagde; ”I må ikke skyde før i får ordre fra jeres befalingsmænd”.

Nu kom fire biler, hvor vi blev kommanderet op i, vi skal til Klintholm. Geværerne parat, fem skud i geværet og et i kammeret, men geværet sikret og fingeren på aftrækkeren.

Nu startede bilerne og vi rullede afsted gennem Magleby, Busemark og til havnen, og snart var vi dernede, og der var noget at se.

Alle de føromtalte skibe lå dernede, og der var et myldrende liv.

Vi fik nu premierløjtnant Jensen fra Vordingborg til delings-fører, og vi patruljerede foran husene, mens lederne holdt møde, og de blev nu enige om at opsøge de tyske øverstbefalende for at få dem til at strække våben.

Det var et farligt foretagende, da tyskerne var rå og brutale efter den lange forfærdelige krig. Det gik heller ikke så glat og den dag fik vi ingen geværer.

Den dag vi ankom til havnen rettede SS soldaterne deres skibskanon efter os og var klar til at skyde. Samtidig stod deres overordnede og udspionerede os med deres kikkert, men de kun-ne ikke se, hvor mange vi var, men havde det kommet til kamp, kunne vi sikkert ikke have klaret os, da de var mange flere end os.

Efterhånden faldt stemningen noget, da det så ud til en frede-lig løsning.

Det var altså den 5. maj dette foregik.

Om natten fik vi vagt hver anden time to mand ad gangen. Det var en uhyggelig nat, for SS-erne var ikke afvæbnet, og de holdt ligeledes vagt ved deres skib, og de mødte os stadig på deres vandring i den mørke nat.

De overgav sig endelig til os.

Den næste dag forlod de havnen med sydlig kurs. Nu be-gyndte de andre tyskere at strække våben. I lange rækker blev deres våben og ammunition lagt på kajen. Vi havde i mellem-tiden fået forstærkning fra Kallehave, og andre var på vej fra Vordingborg.

Alt gik nu roligere, og mange episoder indtraf rundt omkring mellem alle disse mennesker, som kun ejede de få ejendele, de havde fået med fra deres hjemland.

Vi hørte stadig, der var kamp andre steder i landet, særlig i storbyerne, og mange frihedskæmpere faldt. Tyskerne måtte efterhånden give op.

Vi havde nu haft vagt i flere døgn og kun sovet lidt. Vi fik tabletter af doktor Fenger, så vi kunne holde os vågne.

Imidlertid var Røde Kors ankommet, som skulle forsyne fan-gerne i dødningeprammen med mad. Jeg var ombord i prammen, og hvad jeg her så, kan ikke beskrives. Det var rædslernes rædsel. Båden var inddelt i flere rum. Fangerne havde ikke fået mad i 11 døgn, og hylede som en flok ulve, snavsede og lasede, lusede og syge, udtærede halvdøde menneske. Der var russere og polakker og tjekkere, som var faldet i fangeskab, fordi de havde kæmpet for deres land.

Der blev nu kastet brød ud til dem fra land. Noget faldt i vandet, men der var straks et par fanger, der sprang i vandet og sloges om det som dyr. 

Brød, der ikke nåede over, hentes op af en af fangerne. Intet måtte gå til spilde. Kilde: Johannes Lundstrøm.

Jeg kiggede ned i de andre lastrum. Her var andre fanger som lå stille hen. De var døden nær. Andre græd, nogle strakte hænderne i vejret, som de ville bønfalde os om hjælp. Der fortaltes at mange var druknet undervejs herover. Når de om natten var oppe i deres eget ærinde, var de så udmattede, at de gled udenbords, og deres vogtere skød dem i vandet for at blive dem kvit. Røde Kors kom nu med mad. Det var vor afholdte doktor Mortensen, som ledede bespisningen sammen med andre hjælpsomme mennesker.

Fangerne sad og lå tæt i lastrummet på prammen. Kilde: Johannes Lundstrøm.

Der kom en meddelelse til os, at vi kunne blive vaccineret, da der var mange syge blandt fangerne. Vi fik indsprøjtning for fire sygdomme på en gang, og nogle blev syge og måtte i seng nogle dage.

Jeg husker også vi kørte til hotel Sølyst og fik morgenkaffe hos flinke værtsfolk. Vi fik ligeledes kaffe hos Anker Larsen.

Efterhånden blev fangerne flyttet fra båden. De sløjeste blev kørt i ambulancen til Stege sygehus, og aldrig har jeg set så magre udtærede mennesker. Det var som skulle benene stikke gennem huden, og deres ben var uhyggelig tynde.

Andre blev flyttet over på søbadet, som ligger ved havnen, og kom i pæne rene senge og under lægetilsyn. De mest raske kom til Høje Møns forsamlingshus, andre til Slotshøjs forsamlings-hus.

Vi havde nu vagt forskellige steder, blandt andre over de syge, og der var stadig mange flygtninge ved havnen, som var under opsyn, blandt andet en hurtiggående motorbåd.

Der var nu kommet ordre til, at ingen måtte forlade havnen. Men her kom det mest spændende og farlige i hele mit liv. Hurtigbåden havde startet motoren og var sejlet over, hvor jeg stod. Der var fire mands besætning. Jeg spurgte en mand, hvad meningen var med den båd. Han svarede, den er der to marinere, som skal sejle med i Østersøen. Det viste sig, at havde blevet de to i vor gruppe.

Men vi fik noget andet at se.

Jeg havde selv vagten ved den østlige mole, men nu kom afløsningen. Det var to mand fra den østmønske gruppe. De spurgte, hvad de skulle gøre, hvis nogen stak af.

”I skal skyde varselsskud, og resten kender I jo.”

I det samme stak båden af. Jeg var på vej hjem og havde fratrådt vagten. De to andre undlod at skyde, hvad jeg tror var klogt. Båden gik med rasende fart gennem udløbet. Vagten ved den anden side havde ikke noget maskingevær, og inden de fik hentet et, var båden langt til søs.

Der blev nu skudt tre salver efter, men den forsvandt sydefter og er muligvis løbet i armene på englænderne, som havde besat hele Nordtyskland og dermed alle havnene.

Mandskabet var forsynet med maskinpistoler, og havde vi skudt, var vi rimeligvis blevet mejet ned.

Der var nu flere tyske skibe i anmarch, og vor gruppe blev udkommanderet i en fiskerbåd for at undersøge, hvad de havde ombord.

Vi fik vores rifler med, samt et maskingevær med Frede Nielsen som skytte.

Det var smukt vejr og tegnede til en god og spændende tur, hvad det også blev. Da vi var et stykke ude, skulle vi prøve maskingeværet. Frede skulle skyde, og vor ven Knudsen hjalp ham med at sætte det i skydestilling, og Frede fyrede, men så skete der et uheld. Benene på geværet lagde sig langsomt ned, og det sidste af salven gik igennem dækket og ned i kahytten og ud gennem skibssiden lige over vandlinjen. Havde det været under vandlinjen, havde vi nok sunket, da vi ingen båd havde med.

Vi sejlede nu efter skibene, som havde retning mod Tolken ind ad Grønsund. Og følge efter dem var umuligt, og vi måtte sejle tværs over og halede ind på den bagerste. Der var tre skibe, som var i konvoj.

Vor mariner vinkede til dem, og endelig standsede det. Det var et temmelig stort skib. Lastrummet var dækket til. Der var en halv snes mand ombord, for hvis de havde fanger, var vi ude for at hjælpe dem eller bringe dem i havn.

De ville ingen ting oplyse og ville ikke tro, at Tyskland havde kapituleret.

Vi fik en masse cigaretter, og de sejlede videre.

Vi havde nu et andet skib i sigte, som lå i læ ved Falster. Det var en lystkutter med tre familier ombord. De fortalte, de havde motorskade, og kendte heller ikke noget til deres nederlag.

Vi sejlede nu gennem Tolken og anløb Hårbølle bro.

Der var masser af flygtninge. Vi træffer på disse stakler sene-re. De blev foreløbig interneret i Hårbølle.

Der var ligeledes mange flygtninge i Stubbekøbing og Bogø.

Vi ville nu have lejet en bil og køre til Klintholm, men kunne ingen få. Vi sejlede så igen. Det var en lang tur, det varede cirka fire timer at sejle hjem, og vi skiftedes til at sove, for vi havde ikke sovet i lang tid.

Vi nåede Klintholm om aftenen. Det havde været en pragtfuld tur, som vi aldrig glemmer.

Nu var der sørget for bil, og vi fik lov at køre hjem og sove. Vi fik af dr. Fenger en pose lusepulver, for fangerne havde utøj.

Vi kom hjem og blev gjort rene og fik noget at spise og så til køjs.

Næste morgen skulle vi derned igen og have vagt, og det gentog sig de følgende dage. Vi var der en halv snes dage og oplevede mange spændende eventyr. Imens blev der arbejdet i Stege med at arrestere folk, som havde været dårlige mennesker under besættelsen, og der blev oprettet en kommandocentral med Bøgebjerg Hansen som chef.

Nu var det blevet bestemt, at flygtninge rundt i landet skulle interneres, og deres både beslaglægges af staten.

De var nu afvæbnet over det hele, og de skulle transporteres til Stege i bil.

Vi blev sat til at bevogte flygtningene i bilerne, to friheds-kæmpere i hver. Vi sad oppe på biltaget med skarpladte geværer og kørte til Rådhuset i Stege, hvor videre ordrer blev givet, og det blev Kolonien i Ulvshale, og hermed var Klintholm even-tyret forbi, for gruppen skulle have vagten herude, og vi fik forstærkning fra Nyord, og fra Ulvshale nogen, som meldte sig efter 5. maj, som vagtmandskab.

Vore flygtninge var hovedsagelig fra Nordtyskland og Østpreussen og andre steder i hele Tyskland. Det var fredelige mennesker, og de blev behandlet derefter. Tage var vor kom-mandant og fik her brug for sit sprogkundskab, og her begynder et nyt afsnit af vort eventyr.