4. maj 1945

Vi har ofte læst beretningen om den 4. maj 1945 om aften, hvor mange danskere sad og lyttede til BBC's udsendelse fra London. Så var der pludseligt en pause i nyhedsoplæsningen, og så kom den sætning, der efterhånden er blevet et ekko i historien om den forårsaften i 1945: "I dette øjeblik meddeles det...." : tyske tropper i Holland, Nordvestyskland og Danmark havde kapituleret. 2. verdenskrig var forbi i vores del af verden. Og folk løb ud på gaderne og jublede, rev mørklægningsgardinerne fra vinduerne og stillede levende lys i vindueskarmen, så lyset kunne skinne ud på gaden gennem de vinduer, der havde været mørklagte i fem år.  Læs om Danmarks Befrielse.

                      Men i en del af min familie foregik det anderledes; mine ældre fætre, Svend og Anton, har fortalt mig derom. Da jeg desværre ikke længere kan spørge dem, håber jeg, at jeg refererer dem  korrekt. Deres forældre havde været ude at spille kort hos nogle bekendte, hvis radio var i stykker, og da hele familien havde været lidt sløje den dag, gik man tidligt i seng. Så de hørte ikke "frihedsbudskabet", og i deres lille landsby, Torpe, var der ikke meget opløb ude på gaden.

                      Så verdenshistoriens "vingesus", som man kalder det, slog et slag hen over hovedet på dem, mens de sov fra det hele. Og de stod op om morgenen den 5. maj 1945 uden at ane, at der var noget særligt ved den dag.

                      Mine fætre cyklede i skole (man gik i skole om lørdagen den gang!), og da de nåede til bakken over landsbyerne Nørreby, Sønderby og Borre, så de, at der var rødt og hvidt af Dannebrogsflag over det hele. Måske har de tænkt, at der var nogen, som skulle giftes.

                      Men da de nåede frem til skolen, sad der blot en seddel på døren, der meddelte, at skolen var lukket i dagens anledning. Så først blev de klar over anledningen.

                      Da de nu var kommet hjemmefra, cyklede de videre ud til Klintholm havn, hvor de så den store pram, der netop var kommet ind den morgen. Fætter Svend fortalte, at han kravlede om bord i prammen af bare nysgerrighed; her så han en gammel kvinde, der sad i sit eget skidt, formodentlig var hun død. En voksen mand, som kom forbi, hev Svend op af prammen og sørgede for at han fik en indsprøjtning af en slags. Man frygtede, at de ombordværende rummede faren for smitte med en række farlige sygdomme. Svend fortalte også navnet på den voksne mand; men jeg har glemt det, har aldrig fået skrevet det ned, og nu kan jeg ikke længere spørge Svend.

                      De, der kan huske, bliver ikke ved at være hos os. Så må vi andre passe på det, vi fik fortalt og ærgre os over, at vi ikke altid hørte ordentligt efter.

                      Prammen havde været ledsaget af et tysk marinefartøj. På et tidspunkt skal besætningen have fået mistanke om, at den lokale modstandsbevægelse ville sætte sig i besiddelse af fartøjet. Svend brugte det lidt gammeldags udtryk, en "Cris-craft", dvs. et hurtigtsejlende fartøj. Svend huskede, at det tyske marinefartøj trak ud i havnebassinet, og så pludselig satte fuld kraft frem ud af havneindløbet, mens man fyrede med sin maskinkanon ind over havnen. Svend og Anton havde måttet kaste sig ned bag nogle store sten på molen på grund af de piftende kugler.