Interview i Møns Dagblad 29. juli 1960

15 år efter begivenhederne i Klintholm Havn blev en gruppe af de danske hjælpere inviteret til Polen som tak for deres indsats dengang.

Den 29. juli 1960 bragte Møns Dagblad dette interview med baron Niels Rosenkrantz :

Mønboere hjem fra Polen.

 Polens Privatejede landbrug er bedre drevet end statens og kollektivernes.

Polakkerne er umaadelig gæstfrie.- De større polske byer genopbygges efter gamle malerier og stik.. - Ingen tvang, og gæsterne var stillet helt frit med hensyn til besøg, spørgsmaal og fotografering. - Polakkerne kender landets historie ud og ind og er interesseret i at styrke forbindelsen med de vestlige lande. - Snak ikke tysk, men gerne øsrrigsk!

                       Fyldt med indtryk fra en meget interessant og afvekslende rejse i Polen er baron Niels Rosenkrantz, Liselund, vendt hjem sammen med sine rejsefæller, dr. Fenger, Borre, overbetjent Lundstrøm, Sorø, journalist Munk, Politiken, og bogholder Bruno Christensen, København.

                      Det siger sig selv, at rejsen og opholdet, der kun strakte sig over en uge, har været anstrengende, fordi der var saa meget at se paa, og tiden skulle udnyttes. Man saa koncentrationslejre, landbrug, hospitaler, museer, parker, slotte, byer og meget andet. Det varer nogle dage, inden de mange indtryk sætter sig  - - -

                       Det var den polske organisation ZBOWID - en sammenslutning af frihedskæmpere - der stod som indbydere til rejsen, som var kommet i stand paa en invitation fra organisationen til de paagældende som tak for hvad de havde gjort for polske landsmænd ved afslutningen af den anden verdenskrig. Som bekendt ydede ovennævnte mønske deltagere polske fanger stor hjælp, da de udhungrede og syge kom til Klintholm havn den 5. maj 1945, Bruno Christensen er identisk med den lille købmand i Tjørnemark og Gert Munk var journalist paa Møns Dagblad i 1945.

 TAL IKKE TYSK - OG DOG . . .

                      - Det er mit indtryk, at polakkerne er meget interesseret i en yderligere forbindelse med de vestlige lande, udtalte baron Niels Rosenkrantz, da vi i gaar opsøgte ham for at høre om forholdene og besøget i øvrigt.

                      Baronen sagde videre:

                      - Vi blev meget vel modtaget dernede, og vi var ikke under ustandselig opsigt, men kunne færdes frit, hvor vi ville, kunne tale med hvem, vi ville, og man efterkom alle vore ønsker med hensyn til besøg paa de steder, der havde den enkeltes interesse, f.eks. for dr. Fengers  vedkommende hospitaler og for it vedkommende landbrug. Det er ligeledes mit indtryk, at polakkerne er ualmindelig glade for deres land og ogsaa for det herskende system. Alt er statsdrevet, f.eks. hoteller, fabrikker, teatrer, biografer m.v. Der findes selvfølgelig undtagelser, som f.eks. private landbrug, som jeg senere skal komme ind paa.

                      - Sproget ?

                      Man skal ikke starte med at tale tysk. Polakkerne kan ikke lide tyskerne, og det har jo sine grunde. Skal man snakke med en polak, maa man begynde på engelsk. Det kan han sandsynligvis ikke forstaa, og saa kan man snakke tysk efter at have gjort opmærksom paa, at man er dansker. En læge i Gdansk - han var forøvrigt formand for den lokale kommite af ZBOWID - sagde, at han ikke ønskede at tale tysk med os, men han havde intet imod at tale østrigsk ! Saa vi talte østrigsk resten af turen. Forskellen er jo ikke stor!

                      - Men lidt om selve rejsen derned?

                      - Vi kom ind i Polen ved Frankfurt efter en trist rejse gennem Østtyskland, et fattigt og stakkels land. Ved grænsen fik vi at vide, at vi var gæster, og derfor ikke skulle have billetter eller anden form for rejsevisa, og vi kørte derfra direkte til Warschawa, hvor vi blev modtaget af to repræsentanter for ZBOWID. Vi blev ført til vore hoteller - virkelig pæne hoteller - der var bygget efter krigen, og om aftennen var der modtagelsesmiddag.

                      Derefter kunne vi udtrykke ønske om at se ting, der havde vor interesse, og der blev ikke lagt hindringer i vejen for nogen af os. Foruden hospital og landbrug udtrykte vi ønske om at se resterne af koncentrationslejren Stutthof, hvor saa mange polakker blev myrdet.

                      Generalsekretæren for den indbydende organisation er minister, saa det var hans stedfortræder, der bød os velkommen. Han hed Matysiak og var en uhyre tiltalende personlighed.

 GENOPBYGNINGEN

                      Warschawa blev totalt udbombet under krigen foruden de ødelæggelser, tyskerne selv foretog under tilbagetog og nedkæmpelsen af den polske modstandsbevægelse, bl.a. mordene i Ghettoen, der er velkendt.

                      - Man er nu i gang med opbygningen, og det er imponerende arbejde, der er gjort, fortæller baron Rosenkrantz.

                      Man har fundet en del gamle malerier og stik af en berømt maler omkring aar 1700, og disse er saa præcise, at man nu kan opføre husene i deres oprindelige skikkelse. Om det saa er vinduessprosser, dørhaandtag og lygter, er det nøjagtige kopier af de gamle haandværksmestres arbejder. Før i tiden havde hver familie deres facade. I dag kan det samme hus godt have to facader, og indvendigt er der selvfølgelig blevet moderniseret. Man har udført dette arbejde i alle større byer, bl.a. Warschawa, Pozen (Poznan) og Gdansk, som vi besøgte. Mellem husene har man lagt store brede gader, og der findes adskillige pladser med grønne plæner, blomster og træere. Dette har an lagt megen vægt paa i efterkrigstidens Polen.

                      Vi besøgte ligeledes et stort kulturpalads, bygget og foræret Polen af russerne. Det tør siges at være en ganske enorm bygning. Det var Palac Kultut. I dennes kongressal, der kan rumme 3000 mennesker, saa vi den verdensberømte trup Mazowsze, der optræder med folkedans og folkemusik. Det er ganske enestaaende med 150 optrædende. Efterhaanden er de blevet kunstnere paa deres felt, men fra begyndelsen er de hentet fra forskellige landsbyer og opdraget. Selve kulturpaladset har 3.000 rum, og der er indrettet fire biografer, teatre og meget andet. Det kan forøvrigt ses over hele Warschawa, og bor man i nærheden af det, har man ingen besvær med at finde hjem om aftenen.

                      Vi saa mindesmærker, mindemuseet i gestapos hovedkvarter, hvor der endnu sad papir i skrivemaskinerne og laa undertegnede dødsdomme, kirkegaarde, hvor der laa russiske, polske og allierede soldater begravet. Vi overværede nationaldagen den 22. juli - den dag, russerne gik over Weisel og "befriede"Warschawa. Der var ingen millitærparade i den anledning, men man saa røde og hvide flag og billeder af Gomulka alle vegne. Vi saa det ene af to enorme sportsstadion. Det kunne rumme 80.000 mennesker. Polakkerne gør meget ud af sporten. Desuden var vi i kongeparken og saa slottet, hvor den sidste polske konge reciderede. Her står Thorvaldsens figur Ksiaze Josef Poniatowski[1].

                      - Den polske gæstfrihed er efter sigende stor?

                      - Den er umaadelig stor - den  kender ingen grænser, og adskillige historier kan bekræfte dette. Man kan bogstaveligt talt gaa ind i alle hjem og blive vel modtaget. Jeg kan f.eks. fortælle, at vor stedfortræder for generalsekretæren en aften var ualmindelig træt. Han har meget at lave, men ville absolut ikke forlade selskabet, før vi selv brød op. Vi foretog saa en lille manøvre selv og gik tilbage til vort hotel for at faa en vodka. Kort efter kom han igen. Han havde set, at vi endnu ikke var gaaet i seng. Han maatte paa opfordring af os nærmest bæres ud og køres hjem!

                      - Maden?

                      - Den er jo ikke som vor - men hvilket land har ens kost at servere? - og man skyller den ned med rigelige mængder af vodka. Et stort problem for myndighederne er befolkningens mulighed for at købe spiritus, og specielt vodka. Den er nemlig billig, og det benytter man sig af i stor udstrækning. En aften spiste vi et godt sted, det hed "KROKODIL", og her fik vi tatarbøffer, andesteg og rigeligt med vodka. Maa Jeg indskyde, at vi ikke havde behøvet at tage penge med hjemmefra. Alt blev betalt for os, undtagen naar vi gik alene i byen, og vi fik ved ankomsten til Polen en kuvert med 1.050 szloty eller ca. 300 d. kr. ! Vore guider var meget hjælpsomme, og det er mit indtryk, at befolkningen ikke blot er hjælpsomme og venlige overfor vestlige turister, men ogsaa i stor udstrækning overfor hinanden.

                      - Saa man noget af industrien ?

                      - Ikke meget, men jeg lagde dog mærke til, at man laver en række pragtfulde keramikting og og vævninger i skønne farver. Desuden kunne man selvfølgelig ikke undgaa at lægge mærke til befolkningens paaklædning. Kvinderne var klædt pænt paa, naar de om aftenen skulle i teatret, mens man der kunne se mændene i arbejdsbukser og bluser. - rene ganske vist. Man tager det ikke saa højtideligt som herhjemme. Man benytter teatrene meget. De er fyldte hver aften. Den kulturelle side af dagens Polen er der ikke noget i vejen med. Og de hæger om en række store kunstværker.

                      - Skatterne ?

                      - De er ikke store, Man betaler f.eks. ikke skat af ekstraarbejde. Man kan tage et job om aftenen, der ikke har noget med ens virkelige erhverv at gøre, og de penge er ens egne.

                      Udover den før nævnte forestilling med folkedanse og -sange overværede vi et stykke af den engelske forfatter Benjamin Britten[2]. Det hed Peter Grimes, paa polsk Piotr Grimes, men vi havde desværre ikke meget ud af det, fordi vi ikke kunne følge med i handlingen. Sangen i stykket var af høj kvalitet.

                      - Stutthof ?

                      - Vi saa lejren under kyndig ledelse. Vedkommende guide havde selv siddet der og var blevet dømt til døden. Der var ikke meget tilbage af lejren, men man har endnu gaskammeret, som det stod efter krigen, og forbrændingsovnen. Organisationen ZBOWID vil dog føre wn del af det tilbage til den gamle skikkelse. Billeder saa vi, og de rystede os, men den beretning, vor leder gav os, rystede os endnu mere. Forøvrigt havde de tre mennesker, 2 damer og en herre, der var førere for os, alle siddet i koncentrationslejr under en II verdenskrig.

 BESØG PAA LANDBRUG

                      - De havde udtrykt ønske om at se nogle landbrug ?

                      - Og fik rig lejlighed til at studere enkelte og tale med lederen. Der sidder i spidsen for det, jeg besøgte, en slags amtmand. Kredsen hed Krotoszyn. Der er 70.000 indbyggere med 6 byer på størrelse med Stege og ca. 100 mindre byer. Alle spørgsmål, vi stillede denne amtmand, blev besvaret. Der findes kun to hospitaler i det store omraade, men til gengæld er der seks poliklinikker, beregnet for ambulant behandling, og baade disse og hospitalerne er praktisk indrettet. Kredsen - eller amtet - er paa 80.000 ha, hvoraf de 57.000 er opdyrket og resten ligger hen som eng og skov.

                      Der findes i dette omraade seks meget store, statsdrevne ejendomme og 18 kollektiver. Desuden en delprivate landmænd, der har op til 18-20 ha. I det kollektiv, vi saa, var der 200 ha. og ca. 18 familier, og hvert tredie aar er lederen paa valg. Bygninger og stalde i statsgaardene og kollektiverne var ikke videre velholdte, mens de privatejede brug ligger langt over - hvilket embedsmændene ogaa indrømmede var tilfældet. Paa en statsgaard var der 70-80 køer med et gns. paa 4.000 kg. mælk og 4 pct. fedt. Den private landmand, vi besøgte, havde ni køer med 7.000 kg. mælk og (ulæseligt) pct. fedt.

                      Pr. 100 ha. har man 17 heste, 60 køer og 120 svin. 60 pct, af al agerjord er drænet, resten er planlagt drænet, og 85 pct. under el-drift, Resten kommer ind i løbet af to aar.

                      - Det var et stort antal heste i forhold til herhjemme. Har man ikke mekaniseret landbruget ?

                      - Amtmanden stod fuldkommen maalløs, da jeg fortalte ham, at vi kunne drive flere hundrede tdr. land herhjemme uden saa meget som een eneste hest. Det troede han ikke paa. Paa den store gaard, vi besøgte, var der 34 heste og fem traktorer !

                      - Hvorledes er skatteforholdet for den private landmand ?

                      - Mere end hvad man forstaar ved rimeligt. Han betaler en vis pct. i grundskat og andet skal han ikke betale, om han saa tjener en del paa ekstraarbejde. Og arbejdsgiveren skal betale skat efter, hvor mange arbejdere han har!

                      - Hvad dyrkes der?

                      -I 7 pct. af hele kredsen dyrkes der sukkerroer, i 14-15 pct. kartofler, og ellers er resten korn og majs m.m. Afgrøderne stod forøvrigt fint dernede, men de havde heller ikke haft den tørke, som vi havde herhjemme.

                      - En konklusion af rejsen?

                      - At det polske folk for det første, som tidligere nævnt, er overmaade gæstfrit og samtidigt et stolt folkefærd, der er ivrige efter at vise deres land frem, og det er ufatteligt, saa meget befolkningen ved om deres eget land og dets historie. Jeg tænker blot paa befolkningen herhjemme. Hvor mange kan fortælle deres lands historie saa indgaaende som polakkerne... Rejsen var en meget stor oplevelse for os alle - det kan jeg roligt sige.

-post.

Se Billeder fra Prammen ,  Tilbage til historien om "Prammen"

[1] Fyrst Josef Poniatowsku (1763-1813).( książęta =  fyrst) polsk frihedshelt.

[2] Engelsk komponist, som skrev operaen Peter Grimes.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.05 | 17:55

Vi har sådan et sæt, Giv et bud.

...
07.05 | 17:19

Tillykke med dit BB tærskeværk. Ove Christiansen

...
07.05 | 16:05

Dejlig side.jeg har lige erhvervet et bror. Bendix tærskeværk fra 1950 hvis interesseområde historie mail, kurtjensen4054@gmail .com

...
03.05 | 21:09

er der nogen der har kenskab til havnefogeden fra år 1900,jeg tror hans kone hed marie.

...
Du kan lide denne side