Mønske erindringer

Nedenstående er kun anden-hånds erindringer, som jeg har fået fortalt

4. maj 1945

                      Vi har ofte læst beretningen om den 4. maj 1945 om aften, hvor mange danskere sad og lyttede til BBC's udsendelse fra London. Så var der pludseligt en pause i nyhedsoplæsningen, og så kom den sætning, der efterhånden er blevet et ekko i historien om den forårsdag i 1945: "I dette øjeblik meddeles det...." : tyske tropper i Holland, Nordvestyskland og Danmark havde kapituleret. 2. verdenskrig var forbi i vores del af verden. Og folk løb ud på gaderne og jublede, rev mørklægningsgardinerne fra vinduerne og stillede levende lys i vindueskarmen, så lyset kunne skinne ud på gaden gennem de vinduer, der havde været mørklagte i fem år.

                      Men i en del af min familie foregik det anderledes; mine ældre fætre, Svend og Anton, har fortalt mig derom. Da jeg desværre ikke længere kan spørge dem, håber jeg, at jeg refererer dem  korrekt. Deres forældre havde været ude at spille kort hos nogle bekendte, hvis radio var i stykker, og da hele familien havde været lidt sløje den dag, gik man tidligt i seng. Så de hørte ikke "frihedsbudskabet", og i deres lille landsby, Torpe, var der ikke meget opløb ude på gaden.

                      Så verdenshistorien tog en omdrejning over hovedet på dem, mens de sov fra det hele. Og de stod op om morgenen den 5. maj 1945 uden at ane, at der var noget særligt ved den dag.

                      Mine fætre cyklede i skole (vi gik i skole om lørdagen den gang!), og da de nåede til bakken over landsbyerne Sønderby og Borre, så de, at der var rødt og hvidt af Dannebrogsflag over det hele. måske har de tænkt, at der var nogen, som skulle giftes.

                      Men da de nåede frem til skolen, sad der blot en seddel på døren, der meddelte, at skolen var lukket i dagens anledning. Så først blev de klar over anledningen.

                      Da de nu var kommet hjemmefra, cyklede de videre ud til Klintholm havn, hvor de så den store pram, der netop var kommet ind den morgen. Fætter Svend fortalte, at han kravlede om bord i prammen af bare nysgerrighed; her så han en gammel kvinde, der sad i sit eget skidt, formodentlig var hun død. En voksen mand, som kom forbi, hev Svend op af prammen og sørgede for at han fik en indsprøjtning af en slags. Man frygtede, at de ombordværende rummede faren for smitte med en række farlige sygdomme. Svend fortalte også navnet på den voksne mand; men jeg har glemt det, har aldrig fået skrevet det ned, og nu kan jeg ikke længere spørge Svend.

                      De, der kan huske, bliver ikke ved at være hos os. Så må vi andre passe på det, vi fik fortalt og ærgre os over, at vi ikke altid hørte ordentligt efter.

                      Prammen havde været ledsaget af et tysk marinefartøj. På et tidspunkt skal besætningen have fået mistanke om, at den lokale modstandsbevægelse ville sætte sig i besiddelse af fartøjet. Svend brugte det lidt gammeldags udtryk, en "Cris-craft", dvs. et hurtigtsejlende fartøj. Svend huskede, at det tyske marinefartøj trak ud i havnebassinet, og så pludselig satte fuld kraft frem ud af havneindløbet, mens man fyrede med sin maskinkanon ind over havnen. Svend og Anton havde måttet kaste sig ned bag nogle store sten på molen på grund af de piftende kugler.

                      Det var det tætteste, de kom på 2. verdenskrig; men det var tæt nok.

Vagt ved Slotshøj

Indgangen til Slotshøj forsamlingshus 1945. Foto: Chr. Christiansen.

                      Ved et arrangement i Lokalhistorisk forening Møn kom jeg til at sidde ved siden af en ældre herre, som havde været en del af den lokale modstandsbevægelse. Og i den egenskab havde han været med til at bevogte forsamlingshuset Slotshøj, da det blev brugt til at internere de russiske fanger fra Prammen. Jeg har senere fået at vide, at han havde tilnavnet "Bokser"; men jeg kan desværre ikke helt huske, hvem der fortalte mig det, og nu er det for sent at spørge.

                      Han fortalte, hvordan kredslægen i begyndelsen havde givet strenge instrukser for, hvad de tidligere fanger måtte spise. "De må kun få tre skefulde suppe hver!" Og det havde været underligt at skulle stå med våben i hånd og forhindre de udsultede fanger i at spise sig mætte. Men de var formodentlig døde af det, hvis de havde fået lov.

                      Da fangerne senere var kommet til hægterne, havde man arrangeret en danseaften med et lokalt orkester. Fangerne havde moret sig, men i aftenens løb lagde man mærke til nogen piger, som blev siddende langs med væggen; ingen ville danse med dem. Den ældre herre omtalte dem som "meget flotte piger". De pågældende kvinder var tidligere SS-vagter, som kun, fordi de var kvinder, slap med at få en kold skulder.

                      Ved en anden lejlighed havde man opdaget, at en af de øvrige "fanger" var en tidligere SS-vagt, som blot havde forklædt sig som fange. Han blev straks hevet frem og gennembanket af de øvrige fanger. Den tidligere vagtmand fortalte, at han først havde råbt til fangerne om at holde op, derefter havde han affyret sit våben hen over hovedet på dem uden reaktion; så havde han skudt ned i jorden for fødderne af dem uden reaktion; de havde prøvet det, der var værre. Så havde han været nødt til at kaste sig ind i slagsmålet og trække den tidlige SS-vagt fri; denne var - til alt held for ham selv - så gennembanket, at man havde været nødt til at indlægge ham på amtssygehuset.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.10 | 09:42

Kære Inge-Lise Rasmussen
Det har het sikkert været min far.

...
22.10 | 10:57

Det er med stor interesse jeg ser din side.
Min far fik kørekort i 50 erne og kørelæreren hed Christiansen fra Keldby, det må være din far
.

...
22.10 | 09:55

Hvis jeg husker ret er det afløseren til en roeoptager som Verner Hemmingsen og hans broder Harald lavede sammen med Smeden i Vindebæk under navnet Rota.

...
21.10 | 13:17

hvilke årstal blev denne maskine lavet af Dronningborg og hvor fik den Dronningborg farve, jeg tror selv det var i 1968.

...
Du kan lide denne side